Menu

BREAKING: FB er blevet DBU licensklub

image
Bestyrelsen
06. maj 2022 kl. 15:20
FB har fået 1 stjerne

 

FB er blevet DBU licensklub

 

Thi kendes for ret. Sådan har vi haft det i denne uge, da vi vidste at vi ventede på den endelige dom fra DBU’s Talentudvalg, i forhold til om vi var blevet tildelt 1 stjerne i DBU’s licenssystem.

Fredag formiddag er dommen så faldet og Frederiksberg Boldklub kan nu officielt kalde sig for DBU Licensklub, da vi er blevet tildelt 1 stjerne i licenssystemet for sæsonen 2022/2024.

 

For første gang nogensinde er FB blevet licensklub under DBU. Vi er dermed en af i alt 51 licensklubber i Danmark. Det er en kæmpe glæde og stoltheden lyser ud af os. Aldrig før har vi lagt så mange kræfter og så meget energi i nogle af de ellers mange projekter vi altid kaster os ud i.
Formand Henrik Amdi Madsen udtaler om dagens glædelige nyhed:
-Jeg har svært ved at få armene ned. Det her beviser hvor dygtige vi i FB er til at opfylde de målsætninger vi beslutter os for. Jeg ved hvor mange timers ihærdigt arbejde vores licensgruppe har brugt på det her og de fortjener en kæmpe tak for indsatsen. Det er hele vores fantastiske klub der kan glæde sig over denne stjerne, da det er et kvalitetsstempel fra DBU. Jeg vil på vegne af min bestyrelse lykønske alle vores ansatte, alle vores mange dygtige trænere og alle vores spillere med det flotte resultat.
Administrerende leder Martin Busk følger trop og er ganske ekstatisk over nyheden:
-Det her er historisk for en klub som vores. Vi har - som alle ved - altid haft enormt stor fokus på vores bredde. Det fortsætter vi med, men nu kan vi også rette fokus på talentudvikling og det er sindssygt glædeligt for alle i og omkring klubben. Det seneste års tid har vi brugt de fleste ressourcer på det her og jeg skal love for at vi har haft mange opture, men så sandelig også nedture undervejs i forløbet. Det har været en rutschebane og vi har fået mange øjenåbnere igennem forløbet med DBU’s auditør. Processen har været helt genial, på trods af de mange timers skrivearbejde. Jeg må uddele kæmpe roser til mine fantastiske kollegaer Malte Meier Carlsen og Max Wettendorff, samt ikke mindst Jacob Christensen. Særligt Jacob har været ovenud fantastisk i processen, både hvad angår de praktiske dele med trænerne, men også i de mange mange timers skrivearbejde.
Også bestyrelsesmedlem Malte Meier Carlsen, der har været en del af det store arbejde, er en glad mand:
-For godt tre år siden, da DBU introducerede deres nye ungdoms talentlicenssystem, der grundlæggende må anses som anerkendelse og understøttelse af en fodboldklubs ungdomsfodbold tilbud, var FB ikke at finde på listen over licensklubber. Faktisk var der på daværende tidspunkt kun 30 klubber der opfyldte de store krav til opnåelse af stjerner. Alligevel besluttede vi på under et strategiseminar i 2020, at med tanke på hvor stærkt funderet vores klub på så mange områder var, ville det være naturligt og i medlemmernes ypperste interesse, at intensivere, strukturere og forbedre det fodboldmæssige tilbud i FB. Derfor begav vi os ud på rejsen om at ansøge om en stjerne. Efter mere end et års hårdt slid, sidder vi nu i dag og kan fejre at FB er optaget i DBU’s klublicenssystem for ungdom drenge, med 1 stjerne. Det er en kæmpe milepæl og anerkendelse af hele klubben, de ansatte og mange frivillige og selvfølgelig medlemmerne. Vi som klub vokser og det er hver dag ambitionen at gøre en forskel, for FB’ere og i samfundet generelt.
Fakta om DBU licensklub (drenge):
DBU ́s Klublicenssystem for 'Ungdom, drenge' har blandt andet til formål, at fremme og optimere talentudviklingsmiljøerne i klubberne og sikre at den enkelte spillers udvikling sæt- tes i centrum både sportsligt og civilt.
Klublicenssystemet skal medvirke til at forbedre klubbernes ledelser både administrativt og sportsligt, så man i fremtiden udvikler endnu flere og bedre fodboldspillere, til gavn for dansk klub- og landsholdsfodbold.
Det gør man ved at tildele stjerner til de klubber der ansøger om og bliver godkendt til at komme ind i DBU’s licenssystem.
Det er her pr. den 6. maj i forbindelse med tildeling af nye licenser, i alt 51 klubber, ud af 1.577 fodboldklubber i Danmark, der er.
Disse 51 klubber er rangeret i et system hvor man via en samlet score, tildeles et sted mellem minimum 1 og højest 5 stjerner, herunder halve stjerner over 1.
Lidt om baggrunden for ansøgningen:
I efteråret 2020 tog FB’s bestyrelse en beslutning om at ansøge om 1 stjerne i DBU’s licenssystem på drengesiden. Det skete efter et længere tilløb, blandt andet med et inspirationsbesøg hos IF Lyseng ved Aarhus, samt en masse efterfølgende refleksion i form af sunde og nødvendige debatter og bestyrelsen fik samtidig foretaget et grundigt indblik i økonomien, for samlet at være i stand til at vurdere det egentlige behov for at søge om og eventuelt få en stjerne tildelt i licenssystemet.
Det sportslige har over de senere år fyldt mere og mere, og i FB kommer vi ikke udenom, at det har en stor betydning for os i fastholdelsesøjemed, at vores dygtigste ungdomsspillere, tilbydes et stærkt udviklingsmiljø og solidt fodboldprodukt - samt sekundært på den lange bane, at det har en betydning, hvor vores førstehold på drengeungdomssiden, er placeret.
Med tanke på vores store medlemsskare, kan vi – også godt – gøre noget for de dygtigste.
Når det nævnt, så er det dog stadig vores klare opfattelse, at det ikke må fylde alt, hvilket det heller ikke kommer til at gøre.
Vores udviklingshold placeret under vores førstehold, vil fortsat have en lige så stor betydning og få lige så meget fokus.
Når man ser på hvordan vi har oprustet med diverse fastansættelser i de senere år, så har bestyrelsen følt at vi står et godt sted, i forhold til at kunne sætte ressourcer ind BÅDE på talentudvikling- og på breddeorienteret plan.
FB skal nemlig altid være det fedeste sted for alle, at spille ungdomsfodbold, men det ene udelukker heldigvis som bekendt ikke det andet, hvorfor der også sagtens kan sættes fokus på at udvikle et miljø for talenter. Indgangsvinklen er den, at kan vi opfylde første del, så skal anden del nok også komme til at slå igennem. Vi synes vi har plads, ressourcer og kompetencer til at gøre begge dele.
Derfor endte det op i beslutningen om at forhåndstilkendegive overfor DBU, at vi agtede at søge om en stjerne i licenssystemet for sæsonen 2022/2023, der sidenhen er blevet ændret til en toårig periode, således at det nu hedder 2022 til 2024.
Tilkendegivelsen mundede ud i et rådgivningsbesøg fra en DBU-auditør i starten af juni måned og det har samtidig betydet hårdt arbejde for en lille nedsat licensgruppe bestående af administrerende leder Martin Busk, Head of Youth Jacob Christensen, bestyrelsesmedlem Malte Meier Carlsen og ungdomsformand Max Wettendorff.
Gruppen har brugt mere end 250 personale- og mandskabstimer på at gøre FB parate til at søge om 1 stjerne i DBU’s licenssystem for drenge, hvor der var ansøgningsfrist den 28. februar.
ATK, RAE, curriculum, Makro-, Meso- og Mikro, minimumskrav og Talentidentifikation er bare nogle af de mange nye ord vi har stiftet bekendtskab med. Andre - mere velkendte ord, er begreber som spillestil, spillestilsprincipper, spillestilsudtryk, ansvarsområder, opgavefunktioner, normeringer, aktioner, produktivitet og læringsmål.
Der er blevet arbejdet i nogle store hoveddokumenter og områder indenfor strategi, organisation-, struktur- og HR, holdudvikling, individuel udvikling og uddannelse, talentidentifikation og faciliteter.
Der er blevet udviklet en fast spillestil for både vores 8-mands og 11-mands førstehold, der er blevet afholdt kickoffmøder med trænerne og så er der fuld fart på implementeringerne af selve indholdet og organisationen, særligt omkring holdudvikling og individuel udvikling.
Der er en lang række af minimumskrav jf. DBU’s store Talentmanual på ikke mindre end 134 sider, der skal overholdes, for at vi kan blive tildelt en stjerne. Vi var i januar måned igennem et auditeringsbesøg efter at vi på baggrund af erklæringer og indsendte budgetter samt medlemstal, blev godkendt til at ansøge.
Auditeringsbesøget bekræftede os i at vi var på rette vej og inde på det helt rette spor, men også at vi stadig både havde og fortsat har enormt travlt med selve implementeringsdelene.
FB’s bestyrelse har spurgt sig selv om man overhovedet havde brug for en licens eller om vi gerne vil have en licens. Det er mere det sidste end det er det første der har talt. Vi har ønsker, også på det område, at bidrage til talentudviklingen i dansk fodbold.
Men når det så er sagt, så er det absolut vigtigste for os, at vi i arbejdet med vores ung-domsfodbold og vores hold, har et kvalitativt solidt produkt at tilbyde vores spillere. Det har vi med dagens glædelige melding, så i endnu højere grad.
/ Bestyrelsen
Frederiksberg Boldklub
Luk