Menu

DS1 parat til sæsonstart med nyt trænerteam

image
20. marts 2018 kl. 11:27
Præsentation af trænerteam på DS1

 

 

Bolden ruller igen for 1. Damesenior
På lørdag er der forårspremiere for vores 1. Damesenior-hold i Kvindeserie Øst. 
Det sker når kvinderne hjemme på Kunstbane 5 kl. 13.00 tager imod Hillerød Damefodbold, et hold der endte 2’er i efteråret, hvor FB endte som nummer 6. Det indbyrdes opgør blev tabt 0-1, så det er FB der har revanche til gode.
Det har været en hård tid for dameafdelingen og især for 1. holdet, siden nedrykningen fra 1. Division sidste sommer. Her gik man på sommerferie med fuldgyldigt setup og trænerteam, men det var reduceret til stort set ingenting efter ferien. 
Shawn Kelly kom akut til som ny cheftræner - og i løbet af efteråret blev mandskabet heldigvis stabiliseret. Shawn Kelly er der ikke længere - men det er til gengæld et spritnyt og dygtigt trænerteam, der her til at starte med, har fået en halvanden årig periode, til at få stabiliseret yderligere og igen få kvinderne op i den sjove del af Kvindeserie Øst. 
Ny cheftræner er 41 årige Kenneth Ellegaard. Kenneth har en opretholdt DBU B-licens og har været fodboldtræner i mere end 20 år på forskellige niveauer og hold.
Han har bl.a. trænet ungdom U19 i AB og herresenior i Vanløse. Derudover har han været træner for både BK Skjolds U16 Pige DM-hold og Allerød FK's U18 Piger, ligesom han har været inde i en periode omkring Allerød FK's Kvindeserie Øst-hold. 
Senest kommer han fra 1. Division i Sundby BK, som assistenttræner for Keld Juhl.
Kenneth er massør/behandler med egen klinik - og bor i Søborg.
Med sig som makker, er det lykkedes at lukke en aftale med 28 årige Alexander Binnerup Olsson. 
Han kommer med en efterhånden ret lang trænererfaring over de seneste 10 år, hvor han primært har trænet semi- og elite ungdomsfodbold på alt fra U13 til U17 i klubber som BK Rødovre, Hvidovre IF, FC Århus og senest i KB på U17 Øst.
Alexander har en B-trænerlicens og er derudover uddannet pædagog og ansat på Lindevangskolen. Han er gift med Nina og bor i Vanløse med deres lille søn Benjamin.
Han har stor interesse for kvindefodbolden og har længe haft som ambition at prøver kræfter med den. Det er så lykkes nu og han har - ligesom Kenneth - skrevet under for en periode frem til sommeren 2019. 
Endvidere er Martin Horn Pedersen fortsat tilknyttet 1. Damesenior som målmandstræner - og derudover arbejdes der på at tilknytte en fysioterapeut til dameafdelingen, der inden længe forventes at tiltræde en enkelt gang om ugen. 
Trænerteamet og spillertruppen - der er nogenlunde intakt fra efteråret og tillige blevet suppleret med nogle stærke spillere udefra - ønskes en rigtig god forårssæson.
/ Bestyrelsen

 

Luk