FB og Intersport fornyer samarbejdet
FB og Intersport fornyer samarbejdet
Den 1. januar 2015 indgik FB en 4 år lang kontrakt med Intersport, herunder med SELECT som totalleverandør af sportsartikler, sportsudstyr og tøj. Et samarbejde der fra dag 1 har fungeret optimalt og helt efter hensigten.
Derfor har det også været helt naturligt for bestyrelsen i samarbejde med Intersport, at se nærmere på hvordan vi kunne gøre aftalen endnu bedre for begge parter - og det har nu resulteret i at den gamle kontrakt er opløst og i stedet er der sat underskrifter på en ny 5-årig kontrakt med udløb den 31. december 2021.
FB's formand Henrik Amdi Madsen udtaler:
-Vi glæder os meget over den nye kontrakt, som vi netop har indgået med Intersport. Siden vi indgik den første kontrakt i 2015, har det vist sig, at der var tale om et særdeles frugtbart samarbejde med Intersport og den store flotte butik i Frederiksberg Centret, hvor butikkens personale og ikke mindst butikschef Jens Klint, til fulde har indfriet vores forventninger.
-Som en af Danmarks største fodboldklubber, med over 1500 aktive medlemmer, har vi brug for en professionelt og effektivt samarbejdspartner og det behov har Intersport forstået at indfri. Af samme årsag var det kun logisk for os at indgå en ny og bedre aftale til glæde for vores mange medlemmer.
Intersports Distriktschef på Sjælland Michael Lærkedal, supplerer:
-Vi er fra Intersports side rigtig glade og stolte over at vores mangeårige samarbejde med Frederiksberg Boldklub fortsætter i endnu 5 år og derved vil samarbejdet nå op på i alt 14 år ved udgangen af 2021, hvilket er helt unikt for Intersport, trods status af verdens største sportskæde.
-Det er af kæmpestor betydning for os, at vores logo de næste 5 år fortsat vil være at finde på spillertrøjerne og rundt om i klubben, da den lokale forankring og samarbejdet butikken i FRBC og klubben imellem, er enorm vigtigt for os. At det er Frederiksberg Boldklub vi samarbejder med er langtfra tilfældigt. FB formår nemlig i vores optik, at skabe nogle fantastiske rammer for deres spillere og det helt fra de små poder til senior, herrer og damer - blandt i form af fine træningsfaciliteter, dygtige trænere og frivillige ildsjæle der udvikler medlemmerne både som mennesker og fodboldspillere.
Lærkedal fortsætter:
-Fornyelsen af aftalen kommer faktisk 2 år før udløb af den eksisterende aftale. Men da vi igennem de mange års fremragende samarbejde og særligt de seneste 2 år med vores nye store Intersport butik i Frederiksberg Centret, der er blevet FB’s medlemmers foretrukne sted at handle, med blandt andet FB Shoppen i butikken og den formidable måde samarbejdet på alle måder fungerer på, ja så var det oplagt at få forlænget aftalen og dermed få mulighed for de næste 5 år at udvikle det yderligere og sammen nå nye højder, sportsligt som kommercielt.
I den nye kontrakt, har FB naturligvis påtaget sig sin del af forpligtelserne og det samme kan man sige om Intersport, der i høj grad har formået sammen med SELECT, at sætte Frederiksberg Boldklub endnu mere på landkortet, både hvad angår Special Made Unit-produkter (SMU) og hvad angår de flotte 20 procents kontantrabatter for FB's medlemmer, på alle varer, herunder også nedsatte varer, via Club Intersport som enhver FB'er kan blive medlem af, ved henvendelse i butikken. En feature der bliver endnu nemmere senere på året, hvor en APP udvikles som Club Intersport medlemskort.
Bestyrelsen er ovenud stolt af og ovenud tilfredse med den nye kontrakt, der er stærkt fremtidssikret og en af de allerbedste kontrakter der nogensinde er indgået i klubbens historie.