Gratis foredrag om ludomani

Med Marcus Mossalski
Foredrag om ludomani: Løgnens sygdom
Torsdag den 6. marts kl. 19.15 sætter vi fokus på ludomani og spilafhængighed, et vigtigt og overset emne. Mange danskere, især unge drenge/mænd, havner nemlig i ludomani. Et tabu, der kan have store, sociale (og økonomiske) konsekvenser.
***
Opdateret efter foredragets afholdelse:
Torsdag den 6. marts blev der budt på foredrag om spilafhængighed og ludomani, da den spil-fri ludoman og nu ludomanibehandler hos Behandlingscenter Tjele, Marcus Mossalski, lagde vejen forbi med foredraget “Løgnens sygdom”. Foredraget, der var for vores U14 til U19-segment samt andre interesserede, var gribende og ligeledes medinddragende for de unge mennesker. Flere fandt frem til at de nok skal tænke sig lidt mere om når de ‘better’, ligesom også et par spillere sidenhen, rent faktisk har meldt sig ind i ROFUS (Register Over Frivilligt Udelukkede Spillere). Tak til Marcus for at stille op.
***
Denne aften har vi glæden af at byde Marcus Mossalski velkommen, nærmere bestemt i mødelokale 3 i Frederiksberghallerne (vi har booket lokalet derovre af pladshensyn, da lokalet har plads til 150-175 personer).
Marcus er en nu spil-fri ludoman, der kommer for at holde sit oplæg 'Løgnens sygdom' for alle der er interesseret.
Ludomani er en kronisk afhængighedssygdom, der ligestilles med alkoholisme og narkomani, og som en fodboldklub, hvor mange af Frederiksbergs unge begår sig, er det vigtigt for os at være med til at sætte fokus på spilafhængighed.
Derfor glæder vi os til at få besøg af Marcus Mossalski, der vil dele sin gribende fortælling. Det er historien om fodboldfeber, der blev til ludomani – men også selvmordstanker.
Dato:
Torsdag den 6. marts
Tidspunkt:
Klokken 19.15
Hvor:
Frederiksberghallerne - mødelokale 3 (ind af hovedindgangen, op af trapperne og ligeud, så rammer man lokale 3 lige ved siden af restauranten)
Varighed:
Cirka 1 times tid
Arrangementet er gratis og for alle, og vi håber, at mange vil bakke op om initiativet. Der vil være gratis sodavand / kildevand / øl til de fremmødende. Foredraget tager godt en times tid.
Marcus Mossalski blev ramt af ludomani i en ung alder og allerede som 15-årig begyndte han sin personlige kamp mod spilafhængighed. Gennem de sidste år i folkeskolen og i gymnasiet led Marcus af en ustyrlig ludomani, som endte ud i en behandling. Marcus Mossalski bruger sin egen personlige rejse som spil-fri ludoman i sine foredrag om ludomani, for det er hans passion at hjælpe andre med lignende udfordringer, deltage i debatten om spilreklamer og skabe opmærksomhed om ludomani. I dag kan han stolt sige, at han har været spilfri i over 5 år og at han har uddannet sig som misbrugsbehandler og arbejder som ludomanibehandler hos Behandlingscenter Tjele.
Foredrag med Marcus Mossalski er fyldt med ærlighed og samfundsrelevans
Marcus Mossalskis foredrag ‘Løgnens sygdom’ tager jer på en rejse gennem livet hos et ungt menneske, som er fanget i ludomaniens syge løgne. Det er et personligt, samfundsrelevant og ærligt foredrag om spilafhængighed, som vil give stof til eftertanke på både et personligt og samfundsmæssigt plan. I vil blive grebet af en fortælling, der udforsker dybderne af spilafhængighedens mørke og de ødelæggende konsekvenser, den kan have – ingen vil gå uberørte fra klubhuset denne aften.
Samarbejder med anerkendte organisationer
Marcus Mossalski har samarbejdet med en række anerkendte organisationer og institutioner. Som bestyrelsesmedlem i Alliancen mod Spilafhængighed, har han bidraget til at forme indsatsen mod spilafhængighed. Marcus har været en del af det Ungespilspanel som skatteminister Jeppe Bruus nedsatte i 2023, der skulle rådgive ham og resten af folketinget på gamblingområdet. Han har været ansat som oplægsholder hos Center for Ludomani. Han har dertil holdt over 100 oplæg og foredrag om ludomani, herunder som opvarmning for elektrorockbandet Hugorm, der har musiker og sanger Simon Kvamm i front. I dag er Marcus Mossalski tilknyttet Behandlingscenter Tjele som ludomanibehandler.