Menu

Meddelelse om dødsdald

image
07. august 2017 kl. 12:53
Allan Wheeler er afgået ved døden

 

 

Det er med stor sorg og beklagelse, at Frederiksberg Boldklub har modtaget information om at den mangeårige FB-målmand og senere hen passive medlem, Allan Wheeler – i en alder af 69 år, er afgået ved døden natten mellem lørdag og søndag, efter længere tids sygdom.  

Allan Wheeler var en yderst dygtig og talentfuld målmand med et stort FB-hjerte, der var 1. holdsmålmand i flere år. Hans talent rakte til mere og flere talte om, at havde han haft indstillingen til det, kunne han være endt som landsholdsmålmand. Han værdsatte dog FB, kammeratskabet og de hyggelige sociale stunder højere og derfor blev det aldrig til større udfordringer for Wheeler.

En af de mest berømte historier i FB-regi om Allan Wheeler, skete tilbage i 1975, i den berømte historie om nøgleringen. Her spillede FB en kamp mod de indsatte i Vestre Fængsel – kampen foregik på banen inden for murene. Allan Wheeler glemte aldrig den oplevelse:

Da de skulle køre ud til kampen fra Jens Jessens Vej, var der én som udbrød: ”Har vi taget nogle gaver med til dem?” – FB’s mangeårige formand Emil Sørensen sprang op fra sit sæde, undskyldte og løb ind på kontoret for at vende tilbage med en pose.

Det, de fleste husker fra kampen, var at FB’s målmand – Allan Wheeler – rystede noget i bukserne konstant af den enkle grund, at lige bag målet som tilskuer sad den person, som i Danmark var kendt og berygtet som ”Øksemorderen”. Det er heller ikke gået i glemslens mørke, at Emil Sørensen ved fællesspisningen efter kampen holdt en tale og derpå åbnede for den medbragte gavepose for at overrække hver af modstanderne en souvenir – en nøglering med FBs logo. Det fik en af de indsatte til at bemærke ”Det varer nok lidt, før jeg får brug for den”.

Allan Wheeler bisættes fra Flintholm Kirke på mandag den 14. august kl. 12.00.

Æret være hans minde.

Luk