Menu

Uddeling af Emil Sørensen Prisen 2017

image
27. februar 2018 kl. 09:08
Tildeling af årets Emil Sørensen Pris

 

 

Emil Sørensen Prisen 2017

 

På årets generalforsamlingen gik Emil Sørensen Pris 2017 gik til ungdomsformand Max Wettendorff, efter 12 års flot og frivilligt arbejde i FB. 

Det var i alt 21. gang, at prisen blev uddelt. De tidligere vindere af den fornemme ærespris kan ses her 

Max Wettendorff kunne ikke selv være til stede ved overrækkelsen, da han sad med sønnike på Estadio Wanda Metropolitano i Madrid, hvor de overværede Europa League-opgøret mellem Atlético Madrid og FC København. 

Stor var overraskelsen derfor, da der pludselig poppede kr. 5.000,00 ind på Max' telefon via MobilePay, som kasserer Jørgen Andersen overførte på stedet.

 


Helt bevidst var Max' kone Christine, rekrutteret som referent - og kunne dermed på vegne af sin mand modtage prisen, der i Emil Sørensens ånd som formand for FB i 44 år, går til en FB'er der har yder en ekstraordinær og længerevarende frivillig indsats i klubben. 

Daglig leder Martin Busk, motiverede kåringen i sin tale fra bestyrelsen med disse ord: 

Modtageren af Årets Emil Sørensen Pris er Max Wettendorff - der dog desværre ikke kan være her i aften, da han har valgt at prioritere sønnens julegavegave – en rejse med ham til Madrid, hvor de i talende stund, sidder på Estadio Wanda Metropolitano og ser FCK få endnu en sandsynlig røvfuld af Atlético Madrid. 

Om lidt vil han, hvis ellers Wifi på stadion fungerer, få overført kr. 5.000 via MobilePay fra Jørgen Andersen – penge han naturligvis, selvom fru Wettendorff nok er imod det, vil kunne nå at fyre af i aften dernede. 

Hvorfor så lige Max?

Max kom hertil FB for 12 år siden, hvor han en tilfældig formiddag ringede og var lettere utilfreds med forholdene på sin datters årgang 1994-hold.  

Som det altid er med Max, så gør han noget ved de ting han er utilfreds med og meldte sig som ny fodboldtræner for datterens hold, for at få holdet tilbage i det nødvendige gear igen. Han kom med en god trænerfaglig DBU-baggrund og havde ligeledes en fortid som landstræner for det danske hjemløselandshold. 

Da Max netop ikke er typen der gemmer sig, stod det ret hurtigt klart, at med alle de meninger og holdninger han havde, så skulle han lave mere frivilligt arbejde og fik tilbudt plads i FB's ungdomsudvalg, hvor han med undtagelse af et lille halvt år i 2016, har siddet lige siden.  

Da Morten Høgsdal i en periode blev valgt til formand for FB, blev Max ovenikøbet ungdomsformand, en post han dog dengang hverken for alvor fandt interessant eller helt kunne overskue. 

Kærligheden lå hos pigefodbolden og derfor var han ikke længe om at tage rollen som pigeafdelingsleder, noget han var frem til 2015. 

Da datterens pigehold fra årgang 94 nærmede sig seniortiden i slutningen af 2011 og Max dermed kunne se en ende på trænerhvervet på dette hold, lagde han billet ind på 1. Damesenior.

Som altid, når han vil opnå noget, så fik han det som han ville have det - det kostede dog samtidig meget tid i den første halve sæson af 2012, hvor han både trænede U18 Pigerne og 1. Damesenior. 

Ikke desto mindre, så lykkedes det for Max, at føre dameholdet fra Københavnsserien og op i Danmarksserien som det dengang hed. En række der sidenhen er blevet omdøbt til Kvindeserie Øst. 

Max stoppede med udgangen af 2014 som dametræner og overgik til en rolle som Supervisor for FB’s ungdomstrænere. En stilling han besad i to år fra 2015 til udgangen af 2016. 

Op til 2017 stod han overfor en skillevej i FB-regi. Skulle han stoppe helt i en klub han ikke længere havde nogen familiemæssig tilknytning til? Skulle han blive træner igen? Eller skulle han tage imod vores stående tilbud om igen at prøve kræfter med ungdomsformands-hvervet? 

Heldigvis for os FB, valgte han det sidste og han har i dag, fortsat en kæmpe betydning for og tager et enormt stort ansvar i vores ungdomsafdeling.  

12 års hårdt frivilligt arbejde, med en masse afkald på familien, fortjener at bliver anerkendt og dette er så bestyrelsens måde, at anerkende den store tørn som Max både har taget og fortsat tager i FB-regi. 

Stort tillykke.

Luk