Menu

Uddrag fra generalforsamlingen

image
Administrationen
02. februar 2024 kl. 11:59
GF 2024 i ord

 

Generalforsamling 2024 i ord
Det går stadig godt i Frederiksberg Boldklub, omend 2023 også var et både travlt og udfordrende år, som det dog lykkedes at komme i mål med, vurderet ud fra formand Henrik Amdi Madsens indlæg i forbindelse med bestyrelsens beretning for det forgangne år, da klubbens generalforsamling blev afviklet torsdag aften i FB’s klubhus.
Lige omkring 45 personer, heraf 37 stemmeberettigede, samt 26 fuldmagter, var til stede ved demokratiets aften, da den årlige generalforsamling blev afviklet i Café 1912 umiddelbart efter den traditionelle spisning af stegt flæsk.
Anders Friis-Hansen blev for andet år i træk valgt som dirigent, mens FB’s studentermedhjælper Thobias Lisby Hermannsen blev valgt til referent og Henrik Murmann og Bent Christensen blev valgt som stemmeoptællere.
Anders Friis-Hansen guidede i suveræn stil, forsamlingen godt igennem alle punkterne, der foruden selve den mundtlige beretning også indeholdt en fremlæggelse af årsregnskabet, et budget til orientering, behandling af i alt tre indkomne forslag samt valg af bestyrelse og revisorer.
Formand Henrik Amdi Madsen lagde for med en opfordring til at læse den flotte årsberetning her og gav derfor blot et kort oprids af det forgangne år, hvor blandt andet økonomien undervejs har været udfordret, men blev reddet i land via nogle svære beslutninger om besparelser og via en stor velvilje fra FB Fondens side til at hjælpe med et eftersyn af de faktiske forbrugsudgifter og reducering af husleje. Derudover talte formanden om fremtiden, om det høje aktivitets- og ikke mindst ambitionsniveau og om en fortsat stor udvikling af klubben til glæde for dens mange medlemmer.
Efterfølgende fik de fremmødte medlemmer lov til at stille diverse spørgsmål og kommentere beretningen, inden den blev klappet i hus.
Kasserer Jørgen Andersen fremlagde årsregnskabet, der efter lidt spørgsmål og nogle få kommentarer, blev godkendt. Herefter blev budgettet for 2024 fremlagt, hvilket ligeledes medførte lidt opklarende spørgsmål fra dele af forsamlingen.
Formand Henrik Amdi Madsen præsenterede bestyrelsens forslag om ændring af klubbens love.
Til et af punkterne i lovene, var der fremkommet et ændringsforslag fra et medlem, gående på at budgettet, foruden fremlæggelse på generalforsamlingen, også fremover skulle godkendes af netop generalforsamlingen, hvilket gav en fin debat med synspunkter om både fordele og ulemper herved.
Der blev først stemt om selve dette fremkomne ændringsforslag til de nye vedtægter, et forslag der endte med blot en enkelt stemme for og et stort flertal imod.
Et medlem forlangte efterfølgende skriftlig afstemning om forslaget til de nye vedtægter, og efter stemmeoptælling endte det med at 46 ud af i alt 60 afgivne stemmer, stemte for, hvilket betyder afholdelse af en ekstraordinær generalforsamling fastsat til tirsdag den 20. februar, da ændring af klubbens love på en ordinær generalforsamling kræver mindst 10% fremmøde af antallet af stemmeberettigede, foruden mindst 3/4 af de afgivne stemmer er for forslaget. Da der ikke var mødt 10% af de stemmeberettigede medlemmer frem, indkaldes der derfor til ekstraordinær GF.
Endelig havde bestyrelsen fremsat et forslag om en forhøjelse af kontingentet for B&U-spillere fra U4/5 og op til og med U19 på i alt kr. 300 pr. år svarende til kr. 25 pr. måned, samt forhøjelse af nogle gebyrer, hvilket blev stemt igennem ved et simpelt og større flertal.
Slutteligt var det tid til valg af bestyrelse, hvor både formand Henrik Amdi Madsen, samt Morten Høgsdal og Nina Dencker Nielsen modtog genvalg for en toårig periode, mens Lasse Glenstrup fik genvalg på en etårig periode som ekstra bestyrelsesmedlem. Sanne Flex fik ligeledes genvalg som 1. suppleant.
Endelig blev Henrik Murmann genvalgt som intern revisor og samtidig takkede bestyrelsen Kresten Bang Heinfelt for sine mange år på posten, men da Kresten nu sidder i FB Fondens bestyrelse, så var Anders Friis-Hansen i stedet indstillet og blev valgt. Som suppleant herfor blev Ove Nikolajsen genvalgt.
Indimellem blev tre personer også hyldet for deres respektive indsatser:
Den hidtidige ungdomsformand og frivillige leder Max Wettendorff, havde op til generalforsamlingen bebudet at hans tid i klubben nu var omme, hvorfor han blev hyldet og takket for sin mangeårige og store indsats, der startede helt tilbage i 2006.
Sportslig og kommerciel leder Malte Meier Carlsen, motiverede og uddelte prisen som årets Træner/leder, der denne gang gik til U14-1 cheftræner Alexander Busk for sin forrygende indsats i løbet af 2023.
Administrerende leder Martin Busk, motiverede og overrakte årets Emil Sørensen-pris, der gik til Jon Cavagnaro for en storartet indsats igennem mange år.
Nærmere omtale af begge prismodtagere følger snarest.
Generalforsamlingen blev ringet af kl. 21.53.
Luk