Menu

Ungdomsformand takker af

image
Webmaster
04. februar 2024 kl. 10:55
Tak for nu

 

En frivillig institution er abdiceret
Årgang 1994 pigetræner, pigeafdelingsleder, ungdomsudvalgsmedlem, ventelisteansvarlig, 1. damesenior-træner med oprykning fra KS til Kvindeserie Øst som højdepunkt, supervisor for ungdomstrænere og i de seneste seks år som ungdomsformand, var iblandt de mange ting som Max Wettendorff nåede i FB, siden han tilbage i 2006 ringede og tilbød sine frivillige kræfter.
Desuden opnåede han at modtage en 15-års medlemskabs-nål, årets træner/leder-pris i 2013, årets Emil Sørensen-pris i 2018 og FB’s ærefulde Ungdomspris i 2023.
Vi har meget at takke Max for, der nu har valgt at stoppe i klubben og alene fortsætte som passivt medlem.
Han blev derfor på behørig vis fejret og vi fik sagt tak i forbindelse med torsdagens generalforsamling, hvor formand Henrik Amdi Madsen kunne uddele vin og blomster for den mangeårige indsats som en stor og bærende frivillig ressource i klubben.
Max afrunder sin FB-tid med følgende besked:
-Jeg har igennem de sidste par år kunne mærke hvordan min rolle, ganske naturligt, er blevet mindre og mindre relevant, noget jeg faktisk ser som en styrke, da vi har fået ansat de rigtige mennesker i de rigtige stillinger til at varetage den sportslige drift i B&U-afdelingen.
-Derfor er jeg, efter mange overvejelser, kommet frem til at det er tid for mig at sige tak for denne gang og lukke ned for min tid i FB. Det har ikke været en nem beslutning, men min familie har mere brug for mig end FB og omvendt, det er min kones tur til at få lidt opmærksomhed og jeg vil gerne bruge mere tid med mine børn og børnebørn end det har været tilfældet.
-Jeg synes FB er et utroligt godt sted i vores sportslige setup og vi har så mange virkelig dygtige og engagerede medarbejdere, at jeg er helt tryg ved at takke af. 
Af hjertet tak for den flotte indsats, Max.
Luk