Førsteholdstruppen på plads
Status - HS1
Trupstatus før KS-premieren 23/24
Lørdag den 12. august påbegynder FB’s 1. Herresenior den nye sæson i Københavnsserien. Det sker i en svær udekamp mod DS-nedrykkerne fra Gentofte-Vangede Idrætsforening (GVI), der er værter ude i Nymosen med kampstart kl. 12.00.
Læs om programmet og se billeder af trænerteamet samt spillerne her
Siden den glippede oprykning efter kval-kampen mod Hørsholm-Usserød tilbage i midten af juni måned, er der sket ting og sager omkring FB’s førstehold.
Først og fremmest har holdet fået ny cheftræner. Christian Meinertz Jensen har afløst Olcay Senoglu på posten.
Derudover er mandskabet begyndt at træne tre gange om ugen, for den vej igennem at kunne skrue yderligere på knapperne i besættelserne på igen at spille med i den sjove ende af rækken.
Som altid i en sommer-opstartsperiode, har der været en del prøvespillere til stede siden træningen startede op tirsdag den 25. juli. Der er også spillere der enten har afholdt eller afholder ferie, været på festivaller, været lidt hjemme for efterfølgende at smutte afsted igen på afbudsrejser eller planlagt senere ferie.
Det ændrer dog ikke på at truppen nu er sat og at der helt afgjort tegner sig et lyst og lovende billede af den kommende sæson.
Fra forårets trup kontra den nye trup, har der da også været en del ind- og udskiftninger. I alt seks spillere har forladt FB, hvor fem ud af seks, er som følge af et karrierestop enten på grund af job, alder eller manglende motivation.
Det er dermed også særdeles positivt, at ingen har forladt FB til fordel for andre højere rangerende klubber, selvom der er spillere i truppen der har fået henvendelser fra andre og større klubber.
Afgange:
Yannick Winkel Rasmussen (Assistenttræner i Husum BK)
Christian Hammer (VLI)
Yuki Nielsen
Anders Brask Esdorf
Simon Agu Eichen
Martin Everland
Endvidere er Elijah Jørgensen og Christian Knold fra forårets trup kommet en tur ned på 2. Herresenior, men vil fortsat træne med om mandagene. Derudover er Matteo Vottero og Emil Pejtersen langtidsskadede og indgår derfor ikke aktuelt i efterårets trup.
Når nogen stopper, så kommer andre til, og der er ingen tvivl om, at der på mange måder er tale om en både forynget og styrket førsteholds-trup, hvor der er kommet godt med kvalitet ind på en række vigtige positioner. Gennemsnitsalderen på den nye trup er blot 24,3 år.
Tilgange:
Peter Dan Barfod:
Efter en afstikker på 4 år, er den nu 27-årige teknisk dygtige venstrebenede venstre back tilbage i FB-trøjen.
Her kommer han til direkte fra Danmarksserien hos KFUM’s Boldklub, som nu er nye KS-kollegaer, og for hvem han nåede et hav af kampe. Alene i den forgangne sæson optrådte han hele 29 gange for holdet ude fra Emdrupparken.
Lucas Lundgren:
Lundgren er blot 18 år gammel og er dermed en fremtidens mand i FB.
Han kommer fra Hvidovre IF’s ungdomsakademi. Tidligere har han spillet ungdomsfodbold i stærke klubber som både Ledøje-Smørum Fodbold (LSF), AB og Hørsholm-Usserød IK.
Han har den store fordel, at han kan spille alle de fire bagerste positioner på banen og bliver dermed en træningsparat og værdifuld trup- og udviklingsspiller, der nu skal tørne han ud for gult og sort
Lauge Leth Frandsen:
19-årige Frandsen er en dygtig og hurtig samt agressiv venstrebenet centerback eller venstre back, der er blevet rykket op fra 2. Herresenior-truppen.
Han er tidligere ungdomsspiller i FB, men har før det, fået sin primære fodboldopdragelse i schweiziske FC Reinach BL, senere i Næstved Boldklub, inden han som U16-spiller kom til FB, hvorefter han skiftede til Lyngby Boldklub for at spille i U19 Drenge Øst. Nu er han så for alvor retur i gult og sort.
Mathias Thrane:
Thrane er en rutineret 29-årig central midtbanespiller, der vel bliver et af de største navne, målt på sit cv, der ifører sig den gul-sorte FB-trøje.
Han har spillet i alt 37 Superliga-kampe, heraf 8 gange for AaB med hvem han også optrådte en enkelt gang for i en Champions League kval-kamp og en Europa League-kamp - samt 29 gange for OB. Det var tilbage i perioden fra 2014 til 2018.
Desuden har han optrådt 37 gange for Nykøbing FC i 1. division i sæsonerne 18/19 og 19/20. Han har i 2021 også spillet 25 kampe for B36 Tórshavn på Færøerne.
Senest spillede han for HIK i 2. division i den forgangne sæson, hvor han optrådte 13 gange.
Emil Viltoft Overgaard:
Overgaard har tidligere spillet ungdomsfodbold i FB både som U16 og U17-spiller på årgang 2003 og 2002.
Han er en 20-årig dygtig tekniker der opererer inde på 8’er-positionen på den offensive del af midtbanen, hvorfra han har næse for at finde en angriber, ligesom han har stærke evner på direkte frispark.
Emil Overgaard ankom allerede i vinter fra U19 Drenge Øst-fodbold i Lyngby Boldklub, men hans comeback i FB-trøjen blev bremset eller rettere udskudt, af en periode med aftjenelse af værnepligt, hvorfor han først denne sommer er tilbage i fuld vigør.
Emil Ullitz Brodersen:
Ullitz er en 21-årig teknisk dygtig og meget dynamisk samt bevægelig angriber, som kan spille alle de forreste pladser og derfor kommer til at passe perfekt ind i systemet.
Han er denne sommer ankommet fra Serie 1 i Raklev GI, hvor han i den seneste sæson spillede 23 kampe med 11 mål og 5 assists til følge.
Den 188 centimeter høje offensivspiller der indtil for nylig boede i Kalundborg, har primært spillet i RGI, hvor han - som i FB - er blevet opfostret med, at intet er større end selve klubben.
Rasmus Kristensen:
Kristensen er en stor og stærk 9’er på bare 20 år, der er ankommet fra Nexø Boldklub, hvor han i efteråret 2022 spillede med i samtlige 13 kampe for bornholmerne, inden han i foråret 2023 var afsted på Vejle Idrætshøjskole, hvor der blev trænet fodbold dagligt.
Han har spillet alle sine ungdomsår på solskinsøen, blandt ander hos Elite Bornholm. I efteråret 2020 blev han af det hedengangne medie Ligabold, kåret til efterårets angriber i KS som blot 17-årig, efter 9 scoringer i 14 kampe. Han debuterede for NB Bornholm i KS som bare 16-årig.
Kristensen er ‘stort skur’, fysisk stærk, arbejder knaldhårdt og har en udpræget sans for at tage de rigtige dybdeløb og besidder en god placeringsevne, når bolden nærmer sig det lille felt.
Frederik Krath:
Krath er en ny og hurtig bomber på 186 centimeter, der er ankommet via vores KS-kollegaer fra Fremad Valby.
Han kan benyttes både som kantspiller og som 9’er. Han stammer fra Egen UI i det sønderjyske hvor han allerede som 17-årig spillede i Jyllandsserien.
Den 26-årige Krath er garant for mål inde i boksen og ligner den målscorer som FB både har manglet og savnet i mange år. I seneste sæson smækkede han 15 kasser i nettet for Valby-mandskabet.
Trup og trøjenumre:
Målmænd:
Patrick Jespersen (1)
William Kjær (1)
Christian Rønne (16)
Patrick Jespersen (1)
William Kjær (1)
Christian Rønne (16)
Forsvar:
Adam Emme Jørgensen (93)
Nis Launtoft Pedersen (5)
Tobias Bjergmann Egholm (8)
Lauge Leth Frandsen (22)
Peter Barfod (13)
Jonas Bondehøj (3)
Emil Ankersen (26)
Oscar Clemmensen (4)
Lucas Lundgren (12)
Midtbane:
Anders Østerskov Knudsen (77)
Mathias Thrane (6)
Jonas Juul Truelsen (23)
Carl-Christian Olsen (9)
Paolo Basso Månsson (21)
Andreas Randrup (10)
Emil Overgaard (24)
Thobias Lisby Hermannsen (25)
Angreb:
Daniel Shacham (2)
Tobias Hart (7)
Mikkel Petersen (69)
Emil Ullitz (20)
Frederik Krath (12)
Rasmus Kristensen (19)