Tidligere formand gået bort
Meddelelse om dødsfald
Tidligere formand Jens Emil Hansen er afgået ved døden
Vi har desværre modtaget meddelelsen om at vores gamle formand, Jens Emil Hansen, efter flere perioder med sygdom, er afgået ved døden, i en alder af 67 år.
Jens Emil Hansen blev medlem af FB i 2002 og havde dermed 21 års medlemskab på bagen. Han modtog ved nålefesten i 2022, sit 20 års-diplom. Han startede op i FB som gammelmandsspiller og var ved siden af også en ganske habil og aktiv badmintonspiller, der spillede med 'De Blå Tonsere', der bestod af en flok fra primært FA 2000 / Boldklubben Dalgas.
Jens Emil Hansen (tv.) sammen med FB's formand for nåleklubben, Jørgen Andersen)
Jens Emil blev på en ekstraordinær generalforsamling tilbage i 2005, stemt ind som ny formand for FB. Det var en position han sad på frem til generalforsamlingen i 2008, hvor han valgte at gå af. Jens Emil var også mangeårig medlem af Sofaligaen Riedels Have.
I sit civile liv var Jens Emil en stor kapacitet indefor IT-branchen, hvor han i mere end 30 år var IT-manager, Program-manager- og Senior Project-manager, ligesom han var konsulent på mange virksomheders IT-løsninger og implementeringer, noget vi også nød godt af i FB igennem mange år.
Der afholdes begravelse for Jens Emil Hansen på onsdag den 4. oktober klokken 11.00.
Den afholdes i:
Sorgenfri Kirke
Hummeltoften 1
2830 Virum
Vores tanker og dybeste medfølelse går til Jens Emils familie, hvor han blandt andet efterlader sig sin kone Lea, sine to børn Kenneth og Carina plus børnebørn samt søstrene Hanne og Tina.
Æret være hans minde.