Uddeling af nye nåle
Årets nålefest
Koryfæerne var til årets nålefest
Lørdag middag fandt den traditionelle nålefest sted i Café 1912, hvor der hvert år ved en komsammen i forbindelse med en 1. HS-kamp, overrækkes nåle for medlemskab af FB på enten 15, 25, 40, 50, 60 eller 70 år.
Her var der for cirka 30 fremmødte, dækket op til lun frokost i form af blinis med varmrøget laksemousse, Striploin-steak marineret med oregano, hvidløg og frysetørret tomat, ovnbagte kartofler med parmesan og bacon, broccoli, asparges og chorizo-salat samt spæde salater med cherrytomater, sugarsnaps og vinaigrette.
Det er manden med 60 års-nålen, klubbens kasserer og æresmedlem Jørgen Andersen, der holder styr på både medlemskaberne og selve nålefesten, hvor han veloplagt både overrækker og hylder nåleklubbens medlemmer for deres mange års loyalitet.
I år blev der uddelt ti nåle. Reglen er at først når man melder sig til selve nålefesten, får man udleveret en flot nål.
De første seks af de ti nåle var 15 års-nålen. De blev uddelt til Paolo Basso og Tobias Hart, der kort efter måtte forlade arrangementet, fordi en vigtig førsteholdskamp ventede på banen nedenfor klubhuset. Herefter blev de sidste fire 15 års-nåle uddelt til hhv. Søren Bertolt, Claus Bruun, Alexander Amdi Madsen og Jørgen Poulsen.
Kort efter fik to medlemmer overrakt nålen for minimum 25 års-medlemskab. Første mand var Bo Frahm, mens den anden var Jørgen Steen Mikkelsen.
Til slut var der så et spring helt op til 60 års-nålen som i år blev uddelt til hhv. Tom Knudsen og Ole Spanheimer. Tom Knudsen blev meldt ind i FB den 15. april 1964 og er stadig aktiv som en del af stadiongruppen, mens ‘Span’ blev aktiv den 1. december 1963 og er med i Havenisserne. Meget imponerende bedrift af dem begge.
Dermed er der nu 13 medlemmer af 60 års-klubben, mens listen toppes af FB’s ældste medlem Klaus Hansen, der som den eneste besidder 70 års-nålen.
Efter det veloverståede arrangement i Lille Café kunne koryfæerne sætte sig ud på terrassen, hvor der sandt for dyden var god stemning og stor tilfredshed, da man så 1. Herresenior sende Nexø Boldklub hjem til Bornholm med et nederlag på 4-1.
Med de nye modtagere, er der nu i alt 67 medlemmer med i nåleklubben.
Den opdaterede liste kan ses lige her